Møde Jesus

¹⁴ Men efter at Johannes var kastet i Fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds Evangelium

¹⁵og sagde: „Tiden er fuldkommet, og Guds Rige er kommet nær; omvender eder og tror paa Evangeliet!‟

¹⁶ Og medens han gik langs Galilæas Sø, saa han Simon og Simons Broder Andreas i Færd med at kaste Garn i Søen; thi de vare Fiskere.

¹⁷Og Jesus sagde til dem: „Følger efter mig, saa vil jeg gøre eder til Menneskefiskere.‟

¹⁸Og de forlode straks Garnene og fulgte ham.

¹⁹Og da han gik lidt videre frem, saa han Jakob, Zebedæus's Søn, og hans Broder Johannes, som ogsaa vare i Færd med at bøde deres Garn i Skibet;

²⁰og han kaldte straks paa dem, og de forlode deres Fader Zebedæus i Skibet med Lejesvendene og gik efter ham.

¹Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham.

²Og baade Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: „Denne tager imod Syndere og spiser med dem.‟

³Men han talte denne Lignelse til dem og sagde:

⁴„Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Faar og har mistet eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og gaar ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?

⁵Og naar han har fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde.

⁶Og naar han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit Faar, som jeg havde mistet.

⁷Jeg siger eder: Saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.

¹⁶Thi saaledes elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbaarne, for at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv.

¹⁷Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden, for at han skal dømme Verden, men for at Verden skal frelses ved ham.

¹⁸Den, som tror paa ham, dømmes ikke; men den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet paa Guds enbaarne Søns Navn.

¹⁹Og dette er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede Mørket mere end Lyset; thi deres Gerninger vare onde.

²⁰Thi hver den, som øver ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, for at hans Gerninger ikke skulle revses.

²¹Men den, som gør Sandheden, kommer til Lyset, for at hans Gerninger maa blive aabenbare; thi de ere gjorte i Gud.‟

¹Men da han saa Skarerne, steg han op paa Bjerget; og da han havde sat sig, gik hans Disciple hen til ham,

²og han oplod sin Mund, lærte dem og sagde:

³ „Salige ere de fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres.

⁴Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales.

⁵Salige ere de sagtmodige, thi de skulle arve Jorden.

⁶Salige ere de, som hungre og tørste efter Retfærdigheden, thi de skulle mættes.

⁷Salige ere de barmhjertige, thi dem skal vises Barmhjertighed.

⁸Salige ere de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud.

⁹Salige ere de, som stifte Fred, thi de skulle kaldes Guds Børn.

¹⁰Salige ere de, som ere forfulgte for Retfærdigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres.

¹¹Salige ere I, naar man haaner og forfølger eder og lyver eder alle Haande ondt paa for min Skyld.

¹²Glæder og fryder eder, thi eders Løn skal være stor i Himlene; thi saaledes have de forfulgt Profeterne, som vare før eder.

²⁵ Og se, en lovkyndig stod op og fristede ham og sagde: „Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?‟

²⁶Men han sagde til ham: „Hvad er der skrevet i Loven, hvorledes læser du?‟

²⁷Men han svarede og sagde til ham: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele din Styrke og med hele dit Sind, og din Næste som dig selv.‟

²⁸Men han sagde til ham: „Du svarede ret; gør dette, saa skal du leve.‟

²⁹Men han vilde gøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: „Hvem er da min Næste?‟

³⁰Men Jesus svarede og sagde: „Et Menneske gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt iblandt Røvere, som baade klædte ham af og sloge ham og gik bort og lode ham ligge halvdød.

³¹Men ved en Hændelse gik en Præst den samme Vej ned, og da han saa ham, gik han forbi.

³²Ligesaa ogsaa en Levit; da han kom til Stedet, gik han hen og saa ham og gik forbi.

³³Men en Samaritan, som var paa Rejse, kom til ham, og da han saa ham, ynkedes han inderligt.

³⁴Og han gik hen til ham, forbandt hans Saar og gød Olie og Vin deri, løftede ham op paa sit eget Dyr og førte ham til et Herberge og plejede ham.

³⁵Og den næste Dag tog han to Denarer frem og gav Værten dem og sagde: Plej ham! og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, naar jeg kommer igen.

³⁶Hvilken af disse tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der var falden iblandt Røverne?‟

³⁷Men han sagde: „Han, som øvede Barmhjertighed imod ham.‟ Og Jesus sagde til ham: „Gaa bort, og gør du ligesaa!‟

¹„Jeg er det sande Vintræ, og min Fader er Vingaardsmanden.

²Hver Gren paa mig, som ikke bærer Frugt, den borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, for at den skal bære mere Frugt.

³I ere allerede rene paa Grund af det Ord, som jeg har talt til eder.

⁴Bliver i mig, da bliver ogsaa jeg i eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver paa Vintræet, saaledes kunne I ikke heller, uden I blive i mig.

⁵Jeg er Vintræet, I ere Grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet intet gøre.

⁶Om nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Gren og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brændes.

⁷Dersom I blive i mig, og mine Ord blive i eder, da beder, om hvad som helst I ville, og det skal blive eder til Del.

⁸Derved er min Fader herliggjort, at I bære megen Frugt, og I skulle blive mine Disciple.

⁹ Ligesom Faderen har elsket mig, saa har ogsaa jeg elsket eder; bliver i min Kærlighed!

¹⁰Dersom I holde mine Befalinger, skulle I blive i min Kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders Befalinger og bliver i hans Kærlighed.

¹¹Dette har jeg talt til eder, for at min Glæde kan være i eder, og eders Glæde kan blive fuldkommen.

¹²Dette er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg har elsket eder.

¹³ Og se, to af dem vandrede paa den samme Dag til en Landsby, som laa tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.

¹⁴Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.

¹⁵Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.

¹⁶Men deres Øjne holdtes til, saa de ikke kendte ham.

¹⁷Men han sagde til dem: „Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden paa Vejen?‟ Og de standsede bedrøvede.

¹⁸Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: „Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse Dage?‟

¹⁹Og han sagde til dem: „Hvilket?‟ Men de sagde til ham: „Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket;

²⁰og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Raadsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.

²¹Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.

²²Men ogsaa nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom aarle til Graven,

²³og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde ogsaa set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.

²⁴Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det saaledes, som Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.‟

²⁵Og han sagde til dem: „O I uforstandige og senhjertede til at tro paa alt det, som Profeterne have talt!

²⁶Burde ikke Kristus lide dette og indgaa til sin Herlighed?‟

²⁷Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham.

²⁸Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaa videre.

²⁹Og de nødte ham meget og sagde: „Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.‟ Og han gik ind for at blive hos dem.

³⁰Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.

³¹Da bleve deres Øjne aabnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem.

³²Og de sagde til hinanden: „Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os paa Vejen og oplod os Skrifterne?‟

³³Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:

³⁴„Herren er virkelig opstanden og set af Simon.‟

³⁵Og de fortalte, hvad der var sket paa Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.